Baggrunden

Norman Keith Collins - som senere blev kendt under sit kælenavn Sailor Jerry - blev født den 14. januar 1911 i Reno, Nevada, men han tilbragte sine barndomsår i Ukiah, Californien (ca. 150 km nordvest for Sacramento). Som barn fik han kælenavnet Jerry af sine forældre, som havde et æsel af samme navn. Æslet var, tro mod sin natur, lidt af et æsel, så da Collins var ung, blev han kaldt Jerry,Kælenavnet Sailor kom først senere, da Collins lod sig hverve til flåden.

Begyndelsen på hans kunst

Collins blev ikke i Ukiah ret længe. Da han var teenager, begyndte han at blaffe rundt i landet og følge i sporene på så mange andre mennesker, der var trætte af at gå efter det amerikanske drømmeideal, der var allestedsnærværende på det tidspunkt. Det var i denne periode, at han første gang blev introduceret til tatoveringskunsten.

Collins begyndte selv at eksperimentere med håndværket, hvor han arbejdede med det værktøj, han kunne finde, og øvede sig på alle, der ville lade ham gøre det (han betalte endda bumser i billig vin for at lade ham øve sig på dem).

Det skal bemærkes her, at når vi siger eksperimentere her, mener vi ikke tatovering, som du ville tænke på med en pistol og pigmenter og, du ved, tip-top sterilisering. Når Collins eksperimenterede med håndværket, gjorde han det normalt med en nål og sort blæk for at håndstikke design i folks hud. (Hvad der sandsynligvis i dag ville blive kaldt "artisanal tattooing", men mest er kendt somaf det sjovt klingende "stick-n-poke.")

Til sidst landede Collins i den travle metropol, som 1920'ernes Chicago var. Her mødte han sin første tatoveringsmentor, Gib "Tatts" Thomas, som lærte Collins at bruge en tatoveringspistol og i processen skræmte livet af ham.

Historien fortæller, at Thomas tog Collins med til et lighus i løbet af nattevagten, så han kunne øve sig på rigtig hud. Da de kom derhen, tog Collins fat i armen og gjorde sig klar til at tatovere liget. Det var på dette tidspunkt, at liget - som faktisk ikke var et lig - rejste sig op og skræmte Collins til stor glæde for de andre tilstedeværende.

Efter et par år, hvor Collins tatoverede flådekadetter fra Great Lakes Naval Training Academy, lod han sig selv hverve og blev sendt til forskellige havne i Asien, før han gik i land på Hawaii i 1930'erne.

Der fortsatte Collins med at arbejde som tatovør indtil 1941, hvor japanerne bombede Pearl Harbor. Collins ville tilbage i kampen, men blev nægtet genansættelse, så i stedet meldte han sig til Merchant Marines, hvor han angiveligt arbejdede i japansk farvand under det meste af Anden Verdenskrig.

Da han kom tilbage til Hawai'i, var det i det store hele en anden verden. Collins vendte tilbage til tatovering og gjorde det indtil 1950'erne, hvor skattevæsenet gav ham en bøde. Som en symbolsk langfinger til regeringen lukkede Collins sin butik og fortsatte med at tatovere i hemmelighed, indtil han blev overbevist om at vende tilbage til branchen af en anden tatovør, Bob Palm.

Definition af tatoveringskultur

I løbet af sin karriere som tatovør skabte Collins ikke kun ikonisk tatoveringskunst, som kunstnere over hele verden reproducerer i dag, men han hjalp også med at udvikle tatoveringskunsten og -håndværket som helhed.

Blandt hans største bedrifter er det takket være Collins, at vi har lilla blæk. Før Collins blev tatoveringer kun lavet i nogle få farver - sort, grøn, rød og gul. Collins ønskede at vise en anden lokal kunstner, der ofte forsøgte at pisse Sailor Jerry af, og arbejdede sammen med et firma for at skabe det, der blev kaldt carbazolviolet, det første lilla blæk. I lang tid brugte Collins kun denlilla blæk på dem, han mente fortjente det, og svor dem tavshed om dets oprindelse.

Det er også takket være ham, at engangsnåle blev en ting. Ud over disse monumentale innovationer inden for tatovering var Collins en af pionererne inden for brugen af en autoklave til at sterilisere sit udstyr.

(Med andre ord, hvis du nogensinde har fået en tatovering, eller kender nogen, der har fået en tatovering, kan du takke Sailor Jerry for, at de ikke døde af en infektion).

Mens han havde travlt med at definere tatovering, som vi kender det, dyrkede Collins også relationer med tatovører over hele verden og skabte kunst, der stadig eksisterer i dag. Bemærkelsesværdigt blandt dem var hans japansk-influerede værker, som han delvis lærte af "Horis" i Japan - tatoveringsmestrene, der, indtil Sailor Jerry begyndte at kommunikere med dem, holdt deres metoder og ideer lukket for offentligheden.Hori, en ærestitel, der betyder "at skære", blev givet til de japanske tatoveringsmestre. Collins, der kanaliserede alle de spøgefuldheder, der var blevet gjort mod ham, og som han havde gjort mod andre, gav sig selv titlen Hori Smoku, som gjorde grin med det faktum, at hans japanske landsmænd ikke kunne sige udtrykket "Holy Smoke".

Den næste generation

Ud over den japanske Horis holdt Collins kontakten med adskillige andre tatovører, herunder tre andre kommende mestre inden for kunsten, Ed Hardy (ja, han var også en rigtig fyr), Mike "Rollo" Malone og Zeke Owen.

Collins fortsatte med at tatovere på Hawaii i sin butik på Smith Street i Chinatown i Honolulu indtil 1972, hvor han gik bort på en måde, der passede til det hårde liv, han levede. Han fik et hjerteanfald, mens han kørte på sin motorcykel, og døde tre dage efter hændelsen.

Før han døde, fik han dog sin kone til at love ham én ting: Hvis Hardy, Malone eller Owens ikke ville købe hans butik, skulle den brændes ned til grunden. Heldigvis trådte Malone til og købte butikken. Malone fortsatte med at tatovere i butikken (nu kaldet China Sea) i de næste 25 år. I øjeblikket eksisterer butikken stadig under navnet Old Ironside Tattoo og bruger det navn, Collins brugte somet navn fra et sent radioprogram, som han var vært for, hvor han talte om politik, filosofi og meget mere.

...og en flaske rom

I slutningen af 90'erne gik Hardy og Malone sammen med Steven Grasse fra Philadelphias Quaker City Mercantile om at skabe Sailor Jerry Ltd, et firma, der skulle producere kunst, tøj og til sidst den rom, der skulle komme til at bære Collins' kælenavn. Som med Collins' egen perfektion, når det kom til at skabe hans kunst, skabte Hardy, Malone og Grasse rommen med det i tankerne - de ønskede et produkt, derCollins ville være stolt af.