"... under den lange og opslidende march på seksogtredive timer over unavngivne bjerge og gletsjere forekom det mig ofte, at vi var fire og ikke tre."

Ernest Shackletons oplevelse kom i slutningen af to års strabadser. Overlevelse på isen i Weddellhavet, en overfart til en lille ø og sejlads på nogle af verdens mest forræderiske have i en båd, der kun var 22 fod lang. Det var den ultimative udholdenhedspræstation, den sande fortælling om overlevelse og måske den første registrerede forekomst af Third Man Syndrome.

Jeg må indrømme, at jeg er en komplet kyniker. Jeg tror ikke på det paranormale, genfærd eller noget af den slags. Men selv jeg har svært ved at bortforklare det fænomen, som så mange bjergbestigere har oplevet - især Frank Smythe, som var uhyggeligt tæt på at blive den første person til at bestige Mount Everest, og Joe Simpson, manden, der skrev Berøring af tomrummet Så er Third Man Syndrome en slags skytsengel eller måske en fælles hallucination fremkaldt af stress?

Sandheden er, at ingen rigtig ved det. Videnskaben kan forklare fænomenet med, at de to hjernehalvdele taler sammen, hvilket beviser to-hjerne-teorien - ideen om, at de to hjernehalvdele er adskilte og kan tale med hinanden. Andre mener, at det er en skytsengel eller en vejledende ånd. Men selvom vi ikke er sikre på, hvad der forårsager det, er der historier fra hele verdenverden af Third Man Factor, der hjælper folk i nødens stund.

Så hvorfor er tredje mand-syndromet så veldokumenteret blandt eventyrere? Når det kommer til stressende situationer, kvalificerer bjergbestigningsulykker sig bestemt. Men så er der tidsrammen. Tag Joe Simpson, for eksempel. Efter - spoiler alert, hvis du ikke har læst Berøring af tomrummet - Simpson husker, at han hørte en stemme, der hjalp ham og guidede ham undervejs, mens han slæbte sin forslåede krop de 8 km tilbage til basecamp og i sikkerhed.

Det er dette element, der er gennemgående - den tredje mand er der altid for at hjælpe dig og tilbyde vejledning.

Nogle gange har man bare brug for en ledsager, som i tilfældet med Frank Smythe, der havde begivet sig alene mod toppen af Everest, efter at resten af hans hold havde opgivet forsøget på grund af dårligt vejr og mangel på forsyninger. Han kom til kort med blot 1.000 fod. Dybt inde i en snestorm og med alvorlig mangel på ilt, var Smythe afhængig af den mest usandsynlige ledsager, den tredje mand. Måske kan manglen på ilt haveMen på et tidspunkt var han så overbevist om denne skikkelses tilstedeværelse, at Smythe tog sine rationer frem og delte dem i to, og foretrak den ekstra halvdel.

Hvad det end er, og det får vi måske aldrig at vide, så har Den Tredje Mand reddet livet for utallige bjergbestigere og opdagelsesrejsende. Kyniker eller ej, så er det betryggende at vide, at der altid er en venlig stemme derude til at hjælpe dig, når tingene bliver så svære, som de overhovedet kan blive.